du kaptain

                                                  stig højt op med mig, min tvivl

                                                  og sug min sorgs blod ud med tvang

                                                  bland min sorg med den af de udmattede

                                                  min tvivl

                                                  du vil hverken høre skrig eller råb

                                                  lænk mig med de løbende tårer

                                                  der vil hverken være gråd eller sørgesang

                                                  omfavn mig du forudbestemte død

                                                  tro mig

                                                  mit blod er uden ejer

                                                 min skæbne skulle være

                                                 at jeg kom med de udmattedes post

                                                 tæret

                                                 overalt såret

                                                 sikke en ulykke, hvad skal jeg med livet

                                                 i døden er der hvile

                                                jeg var uerfaren

                                                naiv

                                                hele mit liv

                                                de vandede mig med smerte

                                                og sår som ikke ville hele

                                                jeg endevendte vægten af hele mit liv

                                                så jeg blev som slaverne

                                                og hyldede prædikanten

                                                og min hymne

                                                et klageråb med en lav stemme

                                                min sjæl blev fyldt med

                                                ulyksalighed

                                                frugten er

                                                indbundne mapper

                                                gemt imellem ribbenenes bøjninger

                                                angst underkastelse ydmyghed

                                               du kaptain

                                               sæt farten ned

                                               vær venlig at kaste ankeret

                                               jeg kan ikke mere

                                               i mig er der et blødende sår

                                                                  en sort dag

                                                           sort   sort

                                              kaptain

                                              hvad skal jeg med livet

                                              i døden er der hvile

                                              min sørgesang mit skrig min gråd

                                              har de andre oplevet

                                                             kun ubetydeligheder

                                              kaptain

                                              før mig til redning

                                              og omfavn mit lig

                                              og kast det

                                              i et hav uden bund

                                              og skriv på min ligkiste

                                              denne person valgte at søge tilflugt

                                              i havenes mørke

                                              åh kaptain

                                              hvad skal jeg med livet

                                              i døden er der hvile